Af afdelingsdirektør Ursula Krogsbøll, Miracle
Det er befriende at læse en bog skrevet af en praktiker. Første kapitel er et opgør med Best Practices, der har kostet dyrt både i kalendertid, arbejdstimer og projektleder liv. Livet som projektleder er hårdt, og selv en ambitiøs implementering af PRINCE2 ”Projektmodellen fra Helvede” har ikke forhindret projekter i at køre lige i hegnet. Men det har været fast arbejde for projektlederen at overholde alle instrukserne og undgå ansvarspådragende fodfejl.
Vi har haft en forventning om, at alt kan planlægges, forudsiges og orkestreres … hvis projektmodellen er vandtæt og projektlederen er dygtig nok… Det var før, vi begyndte at tale om ”known unknowns og unknown unknowns”.
Stræberiet efter det totale overblik har kostet en del projektledere helbredet. Der er så meget, der ser godt ud på papir, men er stejlt op ad bakke, når det møder virkeligheden: Virkeligheden er som oftest noget rod.
Annette Vendelbo giver et godt og nøgternt indblik i tre forskellige metoder: Scrum, Kanban og SAFe og perspektiverer dem i praksis. Begge dele har værdi. Dels er bogen en fin indføring i tre forskellige metoder, dels er der masser af knastørre konstateringer undervejs: Der findes ikke én metode eller projektmodel, der med et snuptag fjerner alle sten på vejen. Eller sætter dem ind på en snorlige proceslinje for den sags skyld.
Det rette valg
En af Annette Vendelboes pointer er, at hun gerne vil sætte os i stand til at vælge den rigtige metode, der matcher vores behov og kultur. Så vi ikke kommer til at halse afsted med den metode, vi tilfældigvis kom på kursus i og vupti: Så var det company policy. Det er en god pointe, og personligt tror jeg, at mange ville have mere glæde af Kanban end af Scrum. Men jeg konstaterer samtidig, at Scrum efterhånden er en slags de facto standard i de cirkler, jeg færdes i.
I år er det 20 år siden, det agile manifest blev nedfældet – og det er værd at stoppe op og reflektere: Det er fire sunde principper, som vi kan bygge på. De er fortsat særdeles relevante. Men der sker meget på 20 år, og her i 2021 kan jeg ikke undlade at hæfte mig ved, at de 17 underskrivere af det agile manifest alle er mænd. Jeg håber, vi bliver bedre til diversitet. Jeg tror, det ville gøre noget godt for projekter, processer og resultater. Noget godt for de virksomheder og organisationer vi arbejder i.
SAFe er komplekst
Der er passager af bogen jeg ikke forstår. Jeg har simpelthen ikke den fornødne intellektuelle kapacitet. Jeg har noteret mig, at det er et tilbagevendende problem, når jeg beskæftiger mig med SAFe, og jeg tænker ikke, det er formidlingen, der halter her. Jeg tror, det er indholdet af frameworket. Det er også trættende, at alle begreber starter med lean: ”lean-porteføljestyring”, ”lean-agile center of excellence”, ”lean-budgetter”, ”lean enterprises”, ”lean-Agile lederskab” fortsæt selv. Der vokser horn ud i panden på mig, og jeg får trang til at erstatte ordet lean med smølf.
Og så er der en absurd høj kompleksitet: Annette Vendelbo runder sin gennemgang af SAFe af med at konstatere at ”SAFe langt fra er simpelt at få til at virke i praksis”. Der er mere end 90 – halvfems - forskellige begreber, roller, praksisser, kernepraksisser, metoder, principper, dimensioner, mindsets, kompetencer osv. at tumle rundt med.
Lad mig give dig et eksempel: Kernepraksis nr. 7: ”Organisatorisk agilitet” består af tre dimensioner med 10 underliggende principper, et lean-hus og en figur, der illustrerer strategiskift/markedsdynamikker/mission i en pil, der løfter abstraktionsniveauet til nye højder i en fremstilling af en problematik, der kan rummes inden for almindelig sund fornuft: ”Fortsæt med at gøre det, der virker, hold op med at gøre det, der ikke virker”.
Og for lige at vende tilbage til min utilstrækkelige intellektuelle kapacitet: ”Som udvikler er man nødt til at forstå, at der også findes operationelle værdistrømme, som er helt nødvendige for at kunne levere den udviklede løsning helt ud til kunderne og supportere den” ???? – jeg læser videre i håbet om at det vil hjælpe mig på sporet ”De udviklingsmæssige og operationelle værdistrømme skal hænge sammen og håndteres i sammenhæng” og det skal jo nok passe … jeg stemmer for…
Annnette Vendelbo konstaterer afslutningsvis ”Man er nødt til at overveje, hvordan man får de fodslæbende med op i SAFe toget”, og det må være sådan nogen som mig, hun tænker på.
Jeg er simpelthen ikke der i min åndelige udvikling, at jeg kan begejstres for noget, der er så komplekst, og så tro på, at helt almindelige leverpostejsspisende mennesker kan tage det til sig en regnvejrsvåd novemberdag. For det er jo det, vi er: Helt almindelige. Og vi arbejder i helt almindelige organisationer. Med helt almindelige kolleger. SAFe er en spilleplade for de fantastiske med super kræfter, super økonomi og super intellekt. Og allerede her skal vi kigge ind ad og spørge: Er der et match?
Læs bogen. Døm selv. Bogen er en fin indføring i de tre mest udbredte agile metoder. Så du kan vælge kvalificeret. Vælge det, der fungerer i jeres kontekst.
Agile Transformationer Boganmeldelse:
Agile Transformationer i Praksis
Annette Vendelbo, 2020
Hans Reitzels Forlag
232 sider